Hvad er stoffarveægthed?

Farveægthed kaldes også farveægthed eller farveægthed. Det refererer til tekstilfarvens modstandsdygtighed over for forskellige effekter under forarbejdning og brug. Ægthedsgraden vurderes baseret på misfarvningen af ​​prøven og farvningen af ​​det ufarvede tilstødende stof.

Under deres brug vil tekstiler blive udsat for forskellige ydre påvirkninger såsom lys, vask, strygning, sved, friktion og kemiske midler. Nogle trykte og farvede tekstiler gennemgår også specielle efterbehandlingsprocesser, såsom harpiksefterbehandling, flammehæmmende efterbehandling, sandvask, slibning osv., hvilket kræver farven på trykte og farvede tekstiler for at opretholde en vis holdbarhed.

Farveægthed refererer til produktets modstandsdygtighed over for vask og friktion.

Den såkaldte farveægthed (forkortet som farveægthed) refererer til graden af ​​falmning af farvede stoffer under påvirkning af eksterne faktorer (ekstrudering, friktion, vask, regn, eksponering, lys, havvandsnedsænkning, spytnedsænkning, vandpletter, sved pletter osv.) under brug eller forarbejdning. Det er en vigtig indikator for stoffer. De mest almindeligt anvendte er vaskemodstand, lysbestandighed, friktionsmodstand, svedbestandighed, strygemodstand og vejrbestandighed.

I det faktiske arbejde bestemmes testelementerne hovedsageligt i henhold til den endelige anvendelse af produktet og produktstandarden. F.eks. foreskriver uldtekstilproduktstandarden, at farveægtheden over for sollys skal testes, og det strikkede undertøj skal naturligvis testes for svedægthed, mens udendørstekstiler (såsom parasoller, lyskassedug og baldakinmaterialer) skal selvfølgelig testes for vejrbestandighed.

Inklusive: farveægthed over for sæbevask (prøve), farveægthed over for friktion, farveægthed over for klorvand, farveægthed over for ikke-klorinblegning, farveægthed til kemisk rensning, faktisk vaskeægthed af farveægthed (færdigt tøj, stoffer), farve svedægthed, farveægthed over for vand, farveægthed over for lys, farveægthed over for havvand og farveægthed over for spyt.

Sådan tester du farveægthed

1. Vaskefarveægthed: Sy prøven sammen med det tilstødende standardstof, vask, rens og tør det, og vask det under passende temperatur-, alkalinitets-, blegnings- og friktionsforhold for at opnå testresultaterne på kortere tid. Friktionen opnås ved at rulle og støde med et lille bad-forhold og et passende antal perler af rustfrit stål, og det grå kort bruges til vurdering for at opnå testresultaterne. Forskellige testmetoder har forskellige temperaturer, alkalinitet, blegnings- og friktionsforhold og prøvestørrelser, som bør vælges i henhold til teststandarderne og kundekravene. Farverne med dårlig farveægthed for vandvask inkluderer generelt smaragdblå, lyseblå, sort rød, marineblå osv.

2. Rengøringsfarveægthed: Det samme som vandvaskningsfarveægthed, bortset fra at vandvask ændres til renseri.

3. Gnidningsfarveægthed: Anbring prøven på friktionsægthedsmåleren og gnid den med en standard hvid friktionsklud i et vist antal gange ved et bestemt tryk. Hver gruppe af prøver skal testes for tørfriktionsfarveægthed og vådfriktionsfarveægthed. Farven plettet på den standard friktions hvide klud er bedømt med et gråt kort, og den resulterende karakter er den målte friktionsfarveægthed. Gnidningsfarveægthed kræver to tests, tør og våd gnidning, og alle farver på prøven skal gnides.

4. Sollys farveægthed: Tekstiler udsættes normalt for lys, når de bruges. Lys kan ødelægge farvestoffer og forårsage den velkendte "fading", som får farvede tekstiler til at skifte farve, generelt lysere eller mørkere, og nogle vil også skifte farve. Derfor er det nødvendigt at teste farveægtheden. Sollysfarveægthedstesten er at udsætte prøven for sollys under specificerede forhold sammen med blåt uld-standarddug af forskellige holdbarhedsgrader, sammenligne prøven med det blå ulddug og evaluere lysægtheden. Jo højere kvalitet den blå uld-standardklud er, jo mere lyshurtig er den.

5. Svedfarveægthed: Prøven syes sammen med standardforingsstoffet, behandles i svedvæske, fastspændes på svedfarveægthedsmåleren, placeres i en ovn ved konstant temperatur og tørres derefter. Det grå kort bruges til vurdering for at opnå testresultaterne. Forskellige testmetoder har forskellige svedvæskeforhold, forskellige prøvestørrelser og forskellige testtemperaturer og -tider.

6. Vandfarveægthed: Prøven behandles med vand som ovenfor.

7. Klorblegningsfarveægthed: Efter vask af stoffet i klorblegeopløsning under visse betingelser, evaluer graden af ​​farveændring, som er klorblegningsfarveægtheden.

8. Ikke-klorinblegningsfarveægthed: Efter vask af stoffet under ikke-klorinblegende vaskeforhold, evaluer graden af ​​farveændring, som er den ikke-klorinblegende farveægthed.

9. Trykfarveægthed: Efter at have dækket den tørre prøve med tilstødende bomuldsstof, trykkes den ind i en varmeanordning med specificeret temperatur og tryk i et vist tidsrum, og brug derefter det grå prøvekort til at evaluere farveændringen af ​​prøven og farvningen af ​​det tilstødende stof. Varmpressende farveægthed omfatter tørpresning, fugtpresning og vådpresning. Den specifikke testmetode bør vælges i henhold til forskellige kundekrav og teststandarder.

Typer af farveægthedstest og ægthedsanalyse

Arten eller graden af ​​farvningstilstandsvariation kan udtrykkes ved farveægthed.

Farveægtheden af ​​stoffer er relateret til typen af ​​fiber, garnstruktur, stoforganisation, tryk- og farvningsmetode, type farvestof og størrelsen af ​​eksterne kræfter.

Farveægthedstest omfatter generelt farveægthed over for lys, farveægthed over for vejr, farveægthed over for vask, farveægthed over for friktion, farveægthed over for sved osv. Nogle gange er der nogle specielle farveægthedskrav i henhold til forskellige tekstiler eller forskellige brugsmiljøer.

Normalt, når der udføres farveægthedstest, graderes graden af ​​misfarvning af det farvede stof og graden af ​​pletter på foret. Bortset fra farveægtheden over for lys, som er graderet til grad otte, er resten graderet til grad fem.

Jo højere karakter, jo bedre farveægthed.

1. Sollysægthed: Sollysægthed refererer til graden af ​​misfarvning af farvede stoffer under påvirkning af sollys. Testmetoden er at sammenligne prøvens falmningsgrad efter simulering af sollys med standardfarveprøven, som er opdelt i 8 grader, karakter 8 er den bedste score, og karakter 1 er dårligst. Stoffer med dårlig sollysægthed bør ikke udsættes for solen i lang tid, og bør placeres et ventileret sted til tørre i skyggen.

2. Vaskeægthed: Vaske- eller sæbeægthed refererer til graden af ​​farveændring af det farvede stof efter vask med vaskemiddel. Normalt bruges det grå graderingsprøvekort som evalueringsstandarden, det vil sige, at farveforskellen mellem den originale prøve og prøven efter falmning bruges til evaluering. Vaskeægtheden er opdelt i 5 niveauer, hvor 5 er bedst og 1 er dårligst. Stoffer med dårlig vaskeægthed bør kemisk renses. Ved vådrengøring skal man være ekstra opmærksom på vaskeforholdene, såsom at vasketemperaturen ikke må være for høj og tiden ikke må være for lang.

3. Friktionsægthed: Friktionsægthed refererer til graden af ​​misfarvning af det farvede stof efter friktion, hvilket kan være tør friktion og våd friktion. Friktionsægtheden er baseret på graden af ​​farvning af hvidt klæde som evalueringsprincip, og er opdelt i 5 niveauer. Jo større værdi, jo bedre friktionsægthed.

4. Svedægthed: Svedægthed refererer til graden af ​​misfarvning af det farvede stof efter en lille mængde sved.

5. Strygeægthed: henviser til graden af ​​misfarvning eller falmning af det farvede stof under strygning.

6. Sublimationsægthed: refererer til graden af ​​sublimering af det farvede stof under opbevaring. Normale stoffer kræver generelt en farveægthed på 3-4 for at opfylde behovene ved at bære.

Metoder til at forbedre farveægtheden

Selvom nogle farvestoffer kan give lysere farver, på grund af de vandopløselige grupper på farvestofferne, er vådægtheden dårlig, og falmnings- og farvningsfænomenerne er alvorlige, hvilket ikke kun får tekstilerne til at se gamle ud, men også farvestofferne falder af. og farve de hvide eller andre farvede fibre, hvilket resulterer i farvning og farvematchning.

Hertil kommer, at selvom reaktive farvestoffer kan danne kovalente bindinger med cellulosefibre, hvis der er hydrolyserede farvestoffer eller de ubundne farvestoffer ikke sæbes tilstrækkeligt under farvningen, vil vådægtheden også falde; desuden kan reaktive farvestoffer, der har dannet kovalente bindinger med fibre, også nedbryde og bryde bindinger under sure eller alkaliske forhold, såvel som problemer som utilstrækkelig klorægthed, svedægthed og sollysægthed.

For at forbedre farveægtheden af ​​stoffer kan farvefikseringsbehandling udføres. Disse hjælpemidler, der kan forbedre forskellige typer farveægthed, kaldes farvefikseringsmidler.

Fikseringsmiddel fikseringsprincip

1. Generer uopløselige farvelaker på stoffet, bloker opløselige grupper, gør farvestoffet på stoffet svært at opløse og falder af, når det kommer i kontakt med vand, og opnå formålet med at forbedre vådbehandlingsægtheden. Men efter at disse fikseringsmidler fikserer farven, er det let at ændre stoffets farve eller få lysægtheden til at falde.

2. Generer en meshfilm på stoffet for at forhindre farvestoffet i at falde af.

3. Brug de reaktive grupper i fikseringsmiddelmolekylerne til at tværbinde med de reaktive grupper på farvestofmolekylerne og hydroxylgrupperne på cellulosemolekylerne for at forbedre farvestoffets fikserende effekt på fiberen.

4. Brug den molekylære tiltrækning mellem fikseringsmidlet og fiberen til at øge fikseringsmidlets fikseringsstyrke og derved forbedre farveægtheden.